Referat af beboermøde den 8. marts 2018


Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Beboerrepræsentationens beretning
  3. Aflæggelse af regnskab
  4. Fremtidig virksomhed
  5. Forslag vedr. forbrugsafregning af koldt vand
  6. Fastsættelse af kontingent
  7. Valg af beboerrepræsentanter og suppleanter
  8. Valg af kritiske revisor og revisorsuppleant
  9. Drøftelse af den verserende boligretssag mellem Vestervang III ApS og en række af lejerne
  10. Eventuelt

Ad. 1.: Forsamlingen valgte Preben Meineche (Århus Lejerforening) som dirigent, og Svend Erik Jacobsen (nr. 22, 5. tv.) som referent.

Ad. 2.: Beboerrepræsentationens formand, Kirsten Saurus Mehlsen (nr. 22, 4. tv.) aflagde beretning for det forgangne år:

  • Beboerrepræsentationen har afholdt 6 møder, og beboerrepræsentanter og suppleanter har derudover haft løbende intern kontakt i form af e-mails.
  • I forlængelse af en henvendelse fra en beboer, har beboerrepræsentationen kontaktet Vidar for at klarlægge, hvordan lejere skal forholde sig ved pludseligt opståede akutte VVS-problemer el.lign. udenfor Vidars kontortid. Vidar har svaret, at den enkelte beboer uden for deres træffetid selv må kontakte en håndværker, og så efterfølgende henvende sig til Vidar vedr. erstatning for skader m.v. – Vidar anbefaler brug af disse håndværkere:
    • Risskov Kloakservice, tlf. 86 17 40 30
    • Høgh & Sønberg (Thomas); tlf. 41 16 95 70
  • Vestervang II ApS har i løbet af det forgangne år frasolgt de tilbageværende lejligheder i stuen som en samlet pulje, og senere gjort det samme med de resterende lejligheder på 1. sal. Beboerrepræsentationen har forstået, at et tilsvarende salg af de resterende lejligheder på 2. sal p.t. er i gang. De således frasolgte lejere udtræder dermed af beboerrepræsentationen med formindskede kontingentindbetalinger til følge, og det faldende antal lejere må desuden forventes på et tidspunkt at medføre at prisen på lejernes kollektive medlemskab af Århus Lejerforening kommer til at stige.

Formandens årsberetning blev enstemmigt godkendt.

Ad. 3.: Kasserer Ole Marquardt (nr. 21, 2. mf.) aflagde regnskab og fremlagde næste års budget. Der blev gjort indsigelse fra to beboere over udgifterne til gaver. Det må forventes at de nye beboerrepræsentanter forholder sig til dette emne. Regnskab og budget blev derefter godkendt af et flertal af de tilstedeværende stemmeberettigede lejere.

Ad. 4.: Det konstateredes, at beboerrepræsentationen fortsætter sin virksomhed.

Ad. 5.: Vidar har gentagne gange foreslået, at afregningen af koldt vand for lejerne ændres fra at foregå vha. en fordeling på baggrund af lejemålenes størrelse som det fremgår af lejekontrakterne, til at foregå på baggrund af individuelle vandmålere i de enkelte lejemål. Beboerrepræsentanterne har hidtil afvist dette, men ønskede sit mandat hertil be- eller afkræftet af beboermødet. Forespurgt anbefalede Preben Meineche (Århus Lejerforening) at man fortsat afviste Vidars forslag, da en sådan ændring måtte forventes at stille lejerne dårligere i tilfælde af kommende sager om huslejens størrelse. Punktet blev herefter sat til afstemning, og en fortsat afvisning af Vidars forslag blev enstemmigt vedtaget.

Ad. 6.: Beboerrepræsentationens kontingentet fastholdes på 20,- kr. pr måned pr. lejemål.

Ad. 7.: De hidtidige beboerrepræsentanter, med undtagelse af suppleanten (Knud Erik Kirk (nr. 21, 5. mf.), ønskede ikke at fortsætte, hvorfor beboermødet måtte findes nye kandidater. Som nye beboerrepræsentanter valgtes uden modkandidater: Knud Erik Kirk (nr. 21, 5. mf.), Inger Dalsgaard (nr. 20, 5. tv.) og Flemming Huess (nr. 19, 5. tv.). Som suppleant valgtes uden modkandidater Jane Rasmussen (nr. 24, 3. th.).

Ad. 8.: Som kritiske revisor genvalgtes Kell Sønnichsen (nr. 24, 6. mf.).

Ad. 9.: Der var en kort drøftelse af den verserende boligretssag mellem Vestervang III ApS og en række af lejerne. Sagens hovedforhandling vil finde sted ved retten i Aarhus i midten af juni 2018.

Ad. 10.: Der var ingen, der ønskede ordet under dette punkt.