Vedtægter for Beboerrepræsentationen Vestervang III


§1 – Navn

Foreningens navn er BEBOERREPRÆSENTATIONEN VESTERVANG III (herefter benævnt beboerrepræsentationen).

 

§2 – Hjemsted

Beboerrepræsentationens hjemsted er Aarhus Kommune. Beboerrepræsentationen omfatter lejemålene i Vestervang 19-24, 8000 Aarhus C.

 

§3 – Formål

Beboerrepræsentationens formål er at arbejde for beboernes interesser over for udlejer, administrator og offentlige myndigheder m.v. i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning på området.

Beboerrepræsentationen skal være beboernes redskab til primært at arbejde med følgende områder:

  • Bolig
  • Udendørsfaciliteter
  • Beboerinformation

Andre områder kan tages op, hvis dette besluttes på et beboermøde.

 

§4 – Medlemskab

Optagelse som medlem sker automatisk når det af beboermødet fastsatte kontingent er betalt. Kontingentet opkræves af udlejer månedligt sammen med huslejen, og kan ikke vælges fra. Kun en person fra hver husstand er stemmeberettiget i forbindelse med beboermøderne.

 

§5 – Ledelse

Til varetagelse af de i §3 nævnte områder vælges 3 beboerrepræsentanter og mindst 3 suppleanter. I forbindelse med valget af suppleanter skal disse nummereres. Beboerrepræsentanterne og suppleanterne vælges for ét år ad gangen.

Beboerrepræsentanterne konstituerer sig selv med en formand, en næstformand og en kasserer, og fastsætter selv forretningsordenen for deres interne møder under hensyntagen til nærværende vedtægter.

Beboerrepræsentanternes interne møder er som udgangspunkt lukkede. Dog kan beboere enkeltvis anmode om lov til at overvære eller deltage i et møde, ligesom beboerrepræsentanterne kan invitere beboere og andre personer, hvis det vurderes relevant.

Det er kun beboerrepræsentanterne, der har stemmeret på de interne møder.

 

§6 – Tegning og hæftelse

Beboerrepræsentationen tegnes af formanden og kassereren.

Beboerrepræsentationen må ikke optage lån, og man kan ikke forpligte beboerrepræsentationen til at betale større beløb end der er midler til på bankkontoen.

 

§7 – Beboermøder

Beboerrepræsentationens højeste myndighed er beboermødet.

Der afholdes ordinært beboermøde hvert år i marts måned. Beboermøder indkaldes ved opslag eller omdeling senest fire uger før beboermødets afholdelse.

Dagsorden for det ordinære beboermøde indeholder som minimum følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Aflæggelse af regnskab
  4. Fremtidig virksomhed
  5. Indkomne forslag
  6. Fastsættelse af kontingent
  7. Valg af beboerrepræsentanter og suppleanter
  8. Valg af kritiske revisor og revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Forslag, som ønskes behandlet på et beboermøde, skal være afleveret til beboerrepræsentanterne senest 10 dage før, så dagsordenen kan offentliggøres senest én uge før beboermødet.

Som det er normalt for foreninger, kan der stemmes om vedtagelse eller afvisning af “Indkomne forslag”, hvorimod der ikke kan stemmes om emner, som behandles under “Eventuelt”.

Valgperioden for beboerrepræsentanter og suppleanter er et år, afgrænset af de årlige ordinære beboermøder – dog kan supplerende valg finde sted på ekstraordinære beboermøder, såfremt antallet af beboerrepræsentanter ikke derved overskrider det i §5 fastsatte. Valgperioden for beboerrepræsentanter og suppleanter, der er valgt på et ekstraordinært beboermøde går kun til det næste årlige ordinære beboermøde.

Et ekstraordinært beboermøde kan afholdes, såfremt en fjerdedel af beboerne eller et flertal blandt beboerrepræsentanterne ønsker det.

Beboermødet afgør alle sager ved stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer, dog undtaget de i §9 og §10 nævnte tilfælde. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Der kan kræves skriftlig afstemning såfremt mindst én af de fremmødte beboer kræver det. Den skriftelig afstemning skal ske på stedet.

 

§8 – Regnskab

Beboerrepræsentationens regnskabsår går fra 1. marts til 28. februar (29. februar i skudår).

Beboerrepræsentationens regnskabet føres af kassereren, og revideres af den valgte revisor forud for det årlige ordinære beboermøde.

Valg af revisor og revisorsuppleant følger reglerne for valg af beboerrepræsentanter og suppleanter i §7.

 

§9 – Vedtægtsændringer

Ændring af disse vedtægter kræver 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer ved et ordinært beboermøde. Hvis der opnås simpelt flertal, men ikke 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer, indkaldes der til et ekstraordinært beboermøde, hvor samme forslag til vedtægtsændringer kan godkendes med simpelt flertal blandt de fremmødte. Perioden mellem det ordinære og det ekstraordinære beboermøde skal være mindst fire uger og må højst være otte uger. I øvrigt behandles vedtægtsændringer som andre forslag på beboermødet.

 

§10 – Opløsning

Beboerrepræsentationens opløsning kræver vedtagelse med 3/4 flertal ved et ordinært beboermøde, samt simpelt flertal ved et ekstraordinært beboermøde. Perioden mellem det ordinære og det ekstraordinære beboermøde skal være mindst fire uger og må højst være otte uger. I indkaldelsen til det ekstraordinære beboermøde skal formålet med dette klart fremgå.

I tilfælde af beboerrepræsentationens opløsning træffer beboermødet beslutning om eventuelle materialers og midlers anvendelse, dog skal disse stilles til gavn for en social og/eller kulturel institution.

 

Vedtaget på beboermødet tirsdag den 9. september 2014.